23948sdkhjf

Casper er 23 år men tæt på Fourty4

Man skal ikke gøre ting mere indviklede, end de behøver.
Sådan siger 23-årige Casper Bille Christensen, der 15. maj åbner en ny herretøjsforretning i Danmarksgade i Frederikshavn.

Tøjet er købt. Det samme er inventaret. Nu mangler bare det sidste håndværkerarbejde i butikken i Danmarksgade 44 og at kalenderbladet vendes til 15. maj.

Den dag åbner Frederikshavns nye herretøjsbutik Fourty4.

Bag står den kun 23-årige Frederikshavner, Casper Bille Christensen, og så hans far Kim Bille Christensen.

- Jeg har altid drømt om at være selvstændig, fortæller Casper, imens han står i butikken i Danmarksgade.

- Det der med at have en chef..... det er ikke lige mig.

Ideen var dog ikke Caspers i første omgang.

- Det var sådan set min gamle, der fik ideen. Vi begyndte med at købe 1000 bælter i et konkursbo og da de kom hjem, så fyldte de jo helt vildt meget.

- Så sagde min far, ”skal vi ikke bare åbne en butik.

Det er godt halvanden måned siden.

- Vi havde det sådan, at hvis ikke vi prøvede det nu, så kunne vi risikere at fortryde det om fem år.

Tøj, købmænd og kærlighed

Casper er uddannet fra Handelsskolen i Frederikshavn og har et par års ”beklædningserfaring” fra job i en tøjbutik i Skagen. Hans far Kim, derimod.....

- Han forstår sig ikke så meget på tøj, men han forstår sig på gode tilbud. Han er en rigtig købmand, fortæller Casper og smiler.

Men en ting er tøj og købmandskab. Noget andet er tilknytning og en dyb kærlighed til byen.

- Jeg er født og opvokset i Frederikshavn, og jeg ønsker virkeligt for byen, at den kommer op at køre og hele tiden udvikler sig.

Casper kigger ud af butiksvinduet.

- Der er ikke så mange tomme butikslokaler tilbage i den her del af Danmarksgade, og det er fedt. Det er så trist at høre om, at alting lukker.

Måske det indvarsler begyndelsen på en tid, hvor mulighederne trumfer tristessen.

- Det er egentligt ikke så indviklet, fortæller Casper.

- Jeg mener, man skal ikke gøre ting mere indviklede, end de behøver at være.

En ung hjerne er endnu ikke blevet strøget ret og vrang af tidens strygejern. Og det er godt. Det krøllede hjælper altid lidt.

- Vi kommer til at køre nogle lidt anderledes koncepter hernede. Eksempelvis bliver det sådan, at hvis man ikke synes, man har tid eller lyst til at komme ned i butikken, så kan man få tøjet sendt hjem. Så kan man prøve det i ro og mag derhjemme, og så kommer jeg og henter det igen, fortæller Casper.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066